Brugertyper
Ved oprettelse af en bruger i LetDialog, er der 3 forskellige brugertyper:
Intern medarbejder (AD-login)
Medarbejderne bliver bedt om at vælge sin kommune, samt oprette en adgangskode. Herefter skal medarbejderen logge ind med sit Windows-login. Når medarbejderen er logget ind i LetDialog, skal vedkommende vælge den afdeling, man arbejder i.
Borger (NemID)
Borgeren skal indtaste sin e-mail under brugernavn, samt oprette en adgangskode til LetDialog. Herefter bliver man sendt videre til nemlog-in, hvor vedkommende skal logge ind med sit NemId for at blive verificeret. Herefter bliver borgeren sendt tilbage til LetDialog, hvor vedkommende skal vælge den kommune, man skal have kontakt med, og derefter bliver borgeren logget ind i LetDialog.
Anden (E-mail/sms-kode)
Personen skal indtaste navn, e-mail og mobilnummer i LetDialog. Personen skal også oprette en adgangskode til fremtidig brug. Herefter får personen en mail med et link, som udløser en sms-kode. Koden tastes herefter ind i LetDialog.
LoginFlow
Der er to forskellige loginflows i LetDialog afhængig af, hvilken brugertype der er tale om:
AD-bruger
Når en AD-bruger skal logge ind i LetDialog, logges der ind med brugerens Windows login. Er brugeren allerede logget ind med sit Windows login, skal brugeren bare indtaste sin e-mail for at logge ind i LetDialog.
NemID-bruger og Anden bruger
Når en bruger er oprettet, skal der blot logges ind med brugerens e-mail og den adgangskode, der blev valgt ved oprettelsen.
Rettigheder
AD-bruger (Opret dialog)
Når en bruger oprettes som AD-bruger, får vedkommende automatisk tildelt rettigheden til at oprette dialoger. Denne rettighed kan manuelt tildeles til andre brugertyper af en enhedsadministrator.
Tværgående administrator
En tværgående administrator kan se alle brugere, der er oprettet i organisationen. Den tværgående administrator kan oprette en bruger som tværgående administrator, redigere en brugers oplysninger, deaktivere en bruger og slette en bruger igen.
Enhedsadministrator
En enhedsadministrator kan oprette enheder (svarende til afdelinger), tildele rettigheden som enhedsadministrator til andre brugere på de forskellige enheder og tildele rettigheden til at oprette dialoger til andre brugere. Derudover har enhedsadministratoren mulighed for at administrere dialoger, hvor vedkommende kan lukke og slette dialoger, tilføje og fjerne deltagere fra en dialog og tildele dialogroller.
Dialogroller
Dialogansvarlig
Når en medarbejder opretter en dialog, så er medarbejderen automatisk dialogansvarlig. Som dialogansvarlig kan man tilføje deltagere til dialogen, tildele dialogroller, lukke en dialog, genåbne en dialog og slette en dialog. Der kan godt være flere dialogansvarlige i en dialog.
Samtykkegiver
Når den dialogansvarlige tilføjer en deltager til dialogen, kan den dialogansvarlige tildele rollen “Samtykkegiver” til deltageren. Som samtykkegiver skal man give sit samtykke til, at deltagere der efterfølgende bliver tilføjet dialogen må deltage og se, hvad der er skrevet i dialogen.